kurser   |   foredrag   |   rådgivning   |   korrektur   |   sprogtip   |   komma   |   kontakt   |   forside

Kursuskalender



Sprogtip:

om ad eller af
- om nogle eller nogen
- om hans eller sin
- om indenfor eller inden for
- om gal ordsplitning (fad øl / fadøl)
- om brug af bindestreger
- om verbalbøjninger der volder besvær
- om den forkerte ...ed-endelse
- omkring det slatne sprog

Om ad eller af

Artiklen er skrevet til og bragt i fagbladet Journalisten nr. 1 af 2009.


Keed af Verden, kier ad Himmelen

Af Martin Lund

Tomas Kingo var en æstetisk mester, og denne titel er en genistreg. I forskellen på de to små ord, ”af” og ”ad”, kan sådan set hele digtet opsummeres: Det jordiske livs korte glæder er ingenting værd i forhold til den ideale evighed man længes mod og lever med i kraft af troen.

Ja, det handler om ”af” og ”ad”. Når man ser f’et i ”af”, må man godt tænke lidt på ordet ”fra”. Og når man ser d’et i ”ad”, må man godt tænke lidt på ordene ”med” og ”mod”. Den der kører ”af” Roskildevej, ender bestemt ikke samme sted som den der kører ”ad” Roskildevej. Den første kører ”fra” vejen, den anden kører ”med” vejen under hjulene, eller man kan sige ”langs med” vejen. Og den der kører ”ad” Roskilde til, kører ”mod” Roskilde, altså i Roskildes retning.

”Ad” har at gøre med ”ad hvilken vej”, ”af” har at gøre med hvad noget kommer ”fra” eller kommer ”væk fra”. Hvis man står på femte trin af en stige, kan man gå ned ”ad” den, eller man kan hoppe ned ”af” den, alt efter om man bruger stigen som hjælpemiddel eller springer fra den.

”Af” går fra en fase til en anden, ”ad” går via en fase og ud igen. Det er meget logisk at vi ofte ved en fejl kommer til at skrive ”ud af vinduet” eller ”ud af døren”. Jeg gør det også selv. Det er fordi vi tænker bevægelsen indefra og ud, altså ”ud af huset”. Men vi gør det via henholdsvis vinduet og døren. Vi kigger ud ”af” huset ”ad” vinduet, og vi går ud ”af” huset ”ad” døren. ”Ud ad døren /vinduet” er jo nærmest blevet faste udtryk hvis korrekte stavemåde strider imod deres billede. Bedre sprog, fx ”ud gennem vinduet” har ringe odds på grund af økonomien i ”ad”, og derfor vil ”af”-fejlen uundgåeligt fortsætte.

Dansk Sprognævn har desværre gjort det valgfrit om man griner ad eller af. Jeg opfordrer til at man viser sproget den respekt at skelne: Hvis du er i rum med en anden person, kan du grine med ham, mod ham og i hans retning. Hvis du er ked af noget, er du ked på grund af noget, en årsag. Du fløjter ”ad” din hund, og du fløjter ”af” glæde over dit jordiske liv.

---

Artiklen må ikke viderebringes uden kildeangivelse til både Journalisten og Retskrivningspolitiet.