kurser   |   foredrag   |   rådgivning   |   korrektur   |   sprogtip   |   komma   |   kontakt   |   forside

Kursuskalender


Sprogtip:

- om ad/af
om nogle/nogen
- om hans/sin
- om indenfor / inden for
- om gal ordsplitning (fad øl / fadøl)
- om brug af bindestreger
- om verbalbøjninger der volder besvær
- om den forkerte ...ed-endelse
- omkring det slatne sprog

Om nogle eller nogen

Artiklen er skrevet til og bragt i fagbladet Journalisten nr. 5 af 2009.


Noget om nogle og nogen

Af Martin Lund

Forskellen på ”nogle” og ”nogen” volder rigtig mange journalister problemer. Betydningsforskellen på de to ord plejer ellers at være noget der interesserer journalister: Forekommer det, eller gør det ikke? Er der én eller flere? Og bliver der spurgt med negativ eller positiv tilgang?

Som med mange andre klassiske retskrivningsproblemer bunder problemet i at vi udtaler de to forskellige ord ens, nemlig som ”noen”. Imidlertid udtales ”nogle” oftest som et tryksvagt ”noen” i sammenhæng med et trykstærkt verbum: ”Fik du nogle billetter?”, mens ”nogen” praktisk talt altid udtales som et relativt trykstærkt ”noen”, ofte i sammenhæng med et tryksvagt verbum: ”Fik du nogen billetter?”

Tryk hænger jo uløseligt sammen med pointen i vores sætninger. ”Nogen” betyder ”flere end nul”, altså at eller om noget faktisk er tilfældet. Derfor bruges ”nogen” altid i benægtende sætninger: ”Fik du nogle billetter?” – ”Nej, jeg fik ikke nogen billetter.”, og i spørgsmål der – med en negativ tilgang eller tilbageholdende forventning – spørger til om noget forefindes eller ej: ”Fik du nogen billetter?”. Man kan derfor altid indsætte et ”overhovedet” i sætninger med ”nogen”.

”Nogle”, derimod, betyder ”flere end én” – en bunke, nogle stykker, en mængde. Man kan sagtens spørge: ”Har du nogle billetter?”, og så er det med en tilgang hvor man spørger til et positivt scenarium: Om vi er i den situation at vi er velforsynede med billetter. Overvej forskellen på ”Har du nogen tændstikker?”, og ”Har du nogle tændstikker” – og overvej hvordan det første udsagn betyder ”Har du nogen X?”, mens det andet betyder: ”Har du X?”.

Fejlene med nogle og nogen forekommer dagligt i landsdækkende medier. Her nøjes jeg dog med et lidt mere interessant tilfælde fra Viborg Stifts Folkeblad den 4. marts: ”Cirkeline kendte ikke nogle af de andre deltagere på forhånd, men det håber hun, at hun kommer til.” Ja, det betyder jo egentlig at der var visse af deltagerne Cirkeline ikke kendte, mens der var andre hun godt kendte.

---

Artiklen må ikke viderebringes uden kildeangivelse til både Journalisten og Retskrivningspolitiet.